Energi og energieffektivisering
Den islandske energisektor er i rivende udvikling. I lang tid har den vedvarende energi fra geotermiske energikilder og vandkraft været nok til at dække Islands samlede energiforbrug, men nyere undersøgelser viser, at det ikke er nok i fremtiden. For at kunne realisere den islandske regerings klimamål om at være CO₂-neutrale inden udgangen af 2040 og for at sikre, at der er nok energi til at dække fremtidens forbrug, skal der tænkes i andre muligheder.
Den islandske sektor har længe arbejdet på at udvikle nye teknologier, som enten kan omdanne overskudsenergi fra grønne energikilder til f.eks. brændstoffer (Power-to-X) eller indfange og lagre CO₂, og derigennem bidrage til at kompensere for CO₂-udledning. Dertil er der af energiministeren nedsat arbejdsgrupper til at arbejde på hhv. mulighederne for vindenergi og offshore vindenergi. Alt i alt sker der en del på det politiske område, som ambassaden selvfølgelig følger med i og gerne fortæller mere om.