Besøg ved Arktisk Kommando i Nuuk
Foto: Arktisk Kommando
Ambassaden i Reykjavik var i forrige uge inviteret på besøg hos Arktisk Kommando i Nuuk.
Baggrunden er det tætte samarbejde som Arktisk Kommando har med den islandske kystvagt om opgaveløsningen i Arktis og Nordatlanten. Det kan i den forbindelse nævnes, at den danske regering har besluttet at øge de arktiske kapaciteter med henblik på både at styrke de forsvarsmæssige – og de civile opgaver. Dette er sket i form af Arktis Pakke I og den kommende Arktis Pakke II, som regeringen for indeværende forhandler med Folketingets partier og de grønlandske og færøske regeringer. Styrkelsen i Arktis Pakke I gælder blandt andet langtrækkende overvågningsdroner, satellitovervågning og kommunikation samt øget uddannelse. Styrkelsen af kapaciteterne betyder, at bl.a. Arktisk Kommando i Nuuk vil blive en endnu bedre samarbejdspartner til den islandske kystvagt. Ud over besøg hos Arktisk Kommando var der også lejlighed til at drøfte spørgsmål om energi- og kabelsamarbejde mellem Island og Grønland.