Den Nordiske Kystoprydningsdag 2021
På dagen var
ambassadøren og ambassadens praktikanter inviteret ud for at rydde op i et
strandområde tæt ved den lille by Hafnir på Reykjanes. Arrangementet var
arrangeret af Tommi Knúts fra Blue Army of Iceland (Blái Herinn), som har
arbejdet engageret med at rense Islands kystlinjer i over 23 år. I
arrangementet deltog desuden repræsentanter fra den svenske og finske
ambassade, den færøske repræsentation, Islands EU-delegation og Nordens Hus i
Island samt en række frivillige.
Det udvalgte strandområde var aldrig blevet ryddet op før,
og der var derfor rigeligt med plastikaffald, især fiskenet, som i mange
tilfælde havde ligget så længe at de var blevet et med naturen og tæt på at gå
i opløsning, når man forsøgte at trække dem fri. På få timer blev der derfor
samlet 920 kg affald blot i det lille område.
Ambassaden er glad for at kunne støtte op om oprydning af
strande både i Island og resten af Norden.