Spring til indhold

Rigsfællesskabets deltagelse i Arctic Circle 2019

17.10.2019  17:14

Danmarks Ambassade i Island deltog i den årlige Arctic Circle Assembly i dagene 10. til 12. oktober. Både Danmark, Færøerne og Grønland var i år talstærkt repræsenteret ved konferencen, der afholdes årligt i oktober måned i Reykjavíks kultur- og koncertcenter, Harpa. Grønlands landsstyreformand, Kim Kielsen, var blandt hovedtalerne ved konferencen, som også bød på taler af Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod, og Færøernes og Grønlands ministre for udenrigsanliggender. Jeppe Kofod talte i åbningssessionen om udfordringer og muligheder i de arktiske egne for en fyldt sal. Også Færøernes nyudnævnte minister for udenrigsanliggender, Jenis av Rana, talte ved åbningssessionen, hvor han specielt lagde vægt på ungdommens voksende rolle på den politiske scene. Ved den efterfølgende plenarseance Greenland Open for Business talte Grønlands minister for udenrigsanliggender, Ane Lone Bagger, om Grønlands muligheder for at tiltrække udlandsinvesteringer til Grønland. Konferencens første dag  sluttede med reception for Rigsfællesskabets deltagere i Arctic Circle i ambassadørens residens.

De spændende oplæg fortsatte om fredagen med paneldebatten Arctic Architecture for the Present, With an Awareness of the Past for an Unknown Future om arkitektur og ingeniørkunst i arktiske egne, som Danmarks Ambassade i Reykjavík gennemførte i samarbejde med studerende og undervisere på Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK). Oplæggene og den efterfølgende paneldebat blev modereret af ambassadens souschef, Andreas Nøhr Vestergaard, og i panelet sad David Garcia fra KADK, Martin Kotol fra Danmarks Tekniske Universitet, Peter Oluf Meyer, der er bygningskonsulent og ejer af POMEYER Building Consult in Nuuk, og Bilo Høegh Stigsen, som er chef for byudvikling i Sermersooq kommune i Grønland. Sammen delte de fire panelister ud af deres viden om og erfaringer med arkitektur, indretning og byplanlægning i ét af verdens mest barske klimaer. Endvidere åbnede udenrigsminister Jeppe Kofod en udstilling om innovativt design til brug i arktiske egne med genstande lavet af studerende fra KADK. Udstillingen gennemførtes i et samarbejde mellem ambassaden og KADK.

Lørdagen bød på flere interessante plenardebatter. Grønlands repræsentationschefer i København, Reykjavík, Washington og Bruxelles, Lida Skifte Lennert, Jacob Isbosethsen, Inuuteq Holm Olsen og Mininnguaq Kleist deltog i panel om repræsentationernes opgaver og den stigende interesse for Grønland. USA’s tidligere udenrigsminister John Kerry modtog årets Arctic Circle Prize for sit arbejde på klimaområdet. John Kerry holdt i den forbindelse tale om nødvendigheden af hurtig og effektiv handling for at stoppe klimaforandringerne. Konferencen afsluttedes lørdag aften til Inuit Night med eksempler på såvel klassisk som moderne inuitkultur med mad og musik.



Seneste nyt

    Se alle