Spring til indhold

Studie i Danmark

Studiemessen

Ambassaden afholder årligt en studiemesse i Reykjavik. Studiemessen finder sted i marts i Nordens Hus. Ved studiemessen deltager der en række forskellige danske uddannelsesinstitutioner såsom universiteter, højskoler og kortere og mellemlange læreranstalter.

Dato og yderligere information vil kunne findes under Nyheder.

Kort information om uddannelse i Danmark

Adgangskrav

Borgere fra Norden har samme ret som danske studerende til at søge ind og tage en uddannelse i Danmark. Der søges således om optagelse på samme vilkår.

Ansøgningsfristen på bachelor-delen er for udenlandske studerende d. 15. marts ved studiestart i august /september. Enkelte uddannelser har yderligere optagelser i januar eller februar, her ligger fristen d. 1. september.

For kandidat-delen varierer fristen mellem uddannelsesstederne. Læs mere på www.optagelse.dk  

Den enkelte uddannelsesinstitution er ansvarlig for sine optagelsesbetingelser. Der henvises derfor til hjemmesiden for den enkelte uddannelse for mere information og evt. supplerende adgangsprøver (f.eks. ved arkitektskolerne).

Generelt gælder dog følgende krav:

Bachelor:

- En adgangsgivende eksamen ækvivalent med en dansk gymnasial eksamen.

- Bevis på tilstrækkelige engelskkundskaber

- Bevis på tilstrækkelige danskkundskaber, hvis dette er påkrævet

Kandidat:

- En adgangsgivende international anerkendt bachelorgrad af god standard eller tilsvarende

- Sprogkrav som ovenstående

 

Udveksling

Udvekslingsprogrammer mellem godkendte uddannelsessteder er gratis og her kan i de fleste tilfælde søges tilskud fra  Erasmusfonden . Der er som regel muligt at medtage støtte fra hjemlandet.

Sprogkrav

Alle højere uddannelsesinstitutioner kræver et højt niveau af engelskkundskaber. Ansøgere til bachelor- og kandidatuddannelser undervist på engelsk må som minimum have en eksamen med engelsk svarende til niveau B i det danske gymnasium - visse programmer kan kræve niveau A. For at bevise et sådan kundskab i engelsk anvendes sprogprøverne TOEFL, IELTS og Cambridge ESOL (CAE) ofte. Har man engelsk som modersmål, kan man undtages for ovenstående krav.

Kurser og uddannelser undervist på dansk kan findes på www.ug.dk . For adgang til disse uddannelser skal man have et tilfredsstillende niveau på dansk for at kunne følge undervisningen. Hør mere hos det enkelte uddannelsessted. Internationale studerende kan deltage i gratis danskundervisning. På denne måde er det muligt at starte på en engelsksproget bachelor og forsætte på en dansksproget kandidatdel.

SU under uddannelse

Er du dansk statsborger og vil studere på Island, kan du læse om støttemuligheder på www.su.dk. Det anbefales altid at konsultere denne hjemmeside for nyeste regler på området.

For yderligere generel information om uddannelserne og studier i Danmark besøg: studyindenmark.dk eller www.ug.dk